Billede scanning skal være en negativ scanning – de japanske prøver

Det var en tidlig mandag morgen, da jeg besluttede mig for at gå en tur i et butikscenter for at få luftet tankerne. En weekend betød altid afslapning og nydelse, så dét at det var slut, betød for mig, at det var tid til at finde et job. Jeg havde altid været fascineret af alt, der handlede om fotos. Det at lave en scanning af et billede, eller en negativ scanning, kunne gøre mig helt varm indeni.

Jeg kom forbi en billede scanning forretning, hvor de kunne få digitaliseret gamle fotos ved hjælp af en negativ scanning. De hilste pænt på mig og bød mig indenfor. Det var et japansk ægtepar, der ejede butikken. Deres dansk var ikke specielt godt, men jeg forstod alt, hvad de sagde.

Da jeg spurgte efter et job, der inkluderede billede scanning, kiggede de skævt på mig. Det var der ingen danskere, der havde spurgt dem om før. Jeg sagde, at jeg havde forstand på det med negativ scanning og så videre.

Det var ingen let opgave at få et job i den japanske fotohandel. Jeg skulle først igennem en masse af deres traditionelle, japanske billede scannings ritualer. Det var en hård tid, der stod mig i vente. Den japanske mand var ret negativ, hvad angik mine evner inden for scanning. Han sagde, der var lang vej igen, hvis jeg skulle opnå de japanske standarder.

Jeg blev ført ned i deres japanske have, hvor jeg skulle male deres hegn. Jeg kunne ikke rigtig se, hvad dette havde med billede scanning eller negativ scanning at gøre, men jeg havde desperat brug for et job i disse hårde tider, da der ikke var mange knaster tilbage på min bankkonto.

Efter en hel dag med en pensel i den ene hånd og en malerspand i den anden, kunne jeg godt mærke at trætheden meldte sig. Jeg plejede aldrig at udsættes for denne form for fysisk arbejde. Det havde jeg folk til at gøre for mig. Nu ville jeg snart gerne lave en scanning af et billede eller en negativ scanning.

Jeg fik en flad hånd smækket tværs over min venstre kind. Jeg var slet ikke klar til scanning af billeder endnu. Jeg fik en ny udfordring. Jeg skulle lære at lave en scanning af negative billeder – med øjnene.

Det betød, at jeg fik stukket en masse gamle fotoalbums i hånden, som jeg skulle kigge igennem. Billede scanning med øjnene var ikke lige min kop te, men den negative japaner var meget utilfreds med min malerindsats, at jeg måtte gennemføre denne ”scanning”.

Jeg fik ikke lov at sove den nat. Jeg blev tilbudt en masse te til at holde mig vågen og en skål ris for ikke at sulte. Denne form for ”negativ scanning” var trættende. Da de gamle japanere var gået i seng, sneg jeg mig ned i kælderen, hvor den magiske form for billede scanning foregik.

Da jeg havde gennemført min første billede scanning, kunne jeg puste lettet op. Det var en lydløs scanner, så ingen vågnede. Jeg fandt et af deres negative fotos frem og lavede også en scanning af det. Det blev perfekt.

Der var ingen tvivl om, at jeg var født til at lave scanning af billeder. Jeg fik lavet en negativ scanning af det japanske ægtepars bryllupsfotos. Kvaliteten var fantastisk. Jeg kunne græde.

Jeg hørte et skrig og vendte mig om. Det var det japanske ægtepar. De blev overlykkelige over den negative scanning af deres bryllupsalbum. Konen græd, og manden gav mig hånden. Selvfølgelig måtte jeg få billede scanning jobbet. Han var stolt af mig.

You may also like...