Parterapi -tabu belagt, men stadig pengene værd

Alle der har prøvet, at være i et længerevarende parforhold ved, at det ikke altid er lutter lagkage. Sommetider bliver man uenige, kommer op at skændes, eller det der er værre. Så er det at man kan få brug for parterapi, men jeg var ikke glad ved tanken, da det først blev foreslået. Jeg er jo ikke syg, og det er min kone da heller ikke, selv om hun kan være en plage, til tider, så hvorfor skulle vi gå til psykolog?

Nuvel, efter længere tids uoverensstemmelser, overgav jeg mig, og vi gik endelig, langt om længe, i parterapi. Se, det var lidt af en øjenåbner. Først af alt blev vi behandlet som ganske almindelige mennesker, og ikke, som jeg lidt havde frygtet, som psykisk syge mennesker. Vi fandt også meget hurtigt ud af at de der kom i konsultationen, andre end os, var ganske almindelige mennesker.

Okay, så parterapi er altså ikke en nedværdigende ting at gå til, en virker det så? Til det kan jeg kun svare ja, hvis man vil at det virker. I bund og grund handler det jo bare om, at få folk til at tale om de ting de normalt holder for sig selv. Når det er gjort, er vejen til bedring, igen forudsat at man vil det, ikke lang. Det er jo et ganske simpelt spørgsmål om problemløsning, men lad det være sagt, at hvis ikke man er villig til at gå på kompromis, er det altså en hård proces.

You may also like...